Når det at græde bare ikke er nok ….

 

Puha, dette indlæg er rigtig svært for mig at skrive om.. MEN, jeg vælger at åbne mit hjerte op da jeg er sikker på at rigtig mange mennesker kan relatere til det!

Jeg mener det var den 4-5 Marts 2014, at vores verden blev vendt op og ned på et splitsekund. To uger forinden havde Victor og jeg været i Jylland med min far (stedfar, men kalder ham for far) og besøge min mor i en weekend. Min far fortalte at han havde lidt mave problemer og at det havde stået på i en måneds tid nu, men at lægen mente det ikke var noget at være bekymret for. Han fik bare nogle Husk piller som han skulle spise dagligt og så skulle det nok hjælpe på hans mave problemer! Vi kørte hjem om søndagen og dagligdagen begyndte igen om mandagen.

Mandagen ugen efter, snakker vi så i telefon sammen hvor han fortæller mig at han har ligget syg de sidste 5 dage med høj feber og mave kramper (min far er aldrig syg!!). Vi begge snakker om at der må være noget mere galt, for man kan sgu da ikke rende rundt og have ondt i maven i over en måned uden at der er noget galt!! Han ringer til sin læge dagen efter og ber’ ham om at blive undersøgt igen, da det ikke er normalt at have det sådan. Lægen tager selvfølgelig imod ham med det samme, hvor han sender ham videre til Køge hospital for at få taget nogle blodprøver. Senere samme dag får min far af vide at han skal indlægges pga de skal tage nogle flere prøver på ham (som faktisk først skal tages morgenen efter). Min far spørger om han ikke bare kan få lov til at sove hjemme og møde op på hospitalet morgenen efter – men det kunne han ikke!

Jeg kan huske at min far ringer til mig og fortæller mig at han skal indlægges, han ved ikke rigtigt for hvad, men kun fordi at de skal tage nogle flere prøver. Jeg kan høre på hans stemme at han ikke tror det er noget alvorligt, så det får mig ikke til at blive vildt bekymret. Min far er altså 47 år, han er fucking frisk, altid glad, ikke-ryger og dyrker meget motion – så hvorfor skulle vi tro at han er alvorlig syg?! Jeg ved, at vi allesammen ikke troede det ville være noget alvorligt. Jeg kan huske at jeg stod i badet om aftenen og tænkte, ‘lad det bare være alt andet en cancer, for det kan man blive rask af’.

Dagen efter ringer min mor så til mig og siger at de har fået svar fra nogle af prøverne og at det ikke ser godt ud. Herefter fortæller hun mig at de har fundet nogle cancer celler i prøverne, så han skal blive på hospitalet og de skal tage endnu flere prøver. Lige dér, i et splitsekund, blev min verden et forfærdeligt sted at være og jeg glemmer ikke følelsen af afmagt og sorg på samme tid. Jeg brød fuldstændig sammen og vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. ‘Det er simpelthen løgn det her, det sker bare ikke for os, IGEN’. Det skal lige siges at sidste år fik min mormor konstateret kræft og min elskede farmor døde af kræft (RIP, jeg savner dig hver dag!) Min fantastiske mormor kæmpede mod kræften og fucking vandt over den og er den dag idag tilbage på sit arbejde endnu stærkere. Så det kan godt lade sig gøre at vinde over kræften, det er bare ikke så tit de historier man hører om.

Det at være utrøstelig og samtidig skulle tage vare på sit barn er umenneskeligt!! Min lille baby skal ikke se mig græde, for selvom han kun var 5 mdr. på det tidspunkt – forstår de meget mere end hvad man lige går og tror. Så jeg var nød til at tage mig sammen, da jeg samtidig synes det var ubehageligt at mit barn skulle se mig sådan. Så jeg gik fra gråd til spasmager på 2 sek. (virkelig syrealistisk)!

En halvanden måned efter holder vi Victors barnedåb, en begivenhed jeg aldrig havde troet min far ville gå glip af. Jeg ved at han havde det rigtig svært med at han ikke kunne være der, for det er jo en ligeså stor dag for ham som morfaren som det er for mig som moren!

Jeg tror ikke jeg vil gå så meget i detaljerne fra nu, for ellers bliver det her indlæg meget langt. Men det viser sig så at han har mave cancer, i HELE maven og at han er uhelbredelig!! WTF!!! Det sker sgu da ikke for en mand, som stadigvæk har hele livet foran sig og som altid hjælper alle andre når de har brug for det. Livet er så fucking uretfærdigt at det halve kunne være nok. I løbet af alle disse måneder har han vidst ligget på 3 eller 4 hospitaler og tabt halvdelen af sin normal vægt, alt imens han får kemo. Status lige nu er at han ligger på Hospice i jylland, en halv time fra mor. Det er et rigtig godt sted, alt er nyt og lækkert og sygeplejerskerne er meget søde. Vi er allesammen rigtig glade for at han ligger dér i stedet for på et klamt og slidt hospital. Her har han endda sit eget værelse (som er ligeså stor som en 1-værelses lejlighed) og toilet. Nu tænker i sikkert, ‘Hospice?! Er man så ikke ved at dø?!’. Men det er man ikke nødvendigvis, mange bliver også udskrevet fra et hospice igen. Et ordsprog siger ‘man tager ikke på hospice for at dø, men for at leve godt indtil man dør’ – og så må man selv takle hvordan man forstå det ordsprog.

Det at skulle se sin far syg og svag er noget af det der har gjort jeg ser anderledes på livet nu. Jeg prøver så godt jeg kan at være glad hver dag, leve i nuet og nyde min fantastiske søn samt familie. Det er ikke altid lige nemt, men jeg gør det bedste jeg kan. Den dag idag er jeg bare super lykkelig over at vi nåede at holde jul med min mor & far OG Victor, inden han blev syg. Jeg ser desværre ikke min far så tit som jeg ville da han ligger i Jylland, men når jeg så gør, nyder jeg det med alt hvad jeg har i mig. Hader at gå derfra fordi jeg ikke ved hvornår jeg ser ham igen, eller om jeg kommer til at se ham igen!! Nu skal jeg heldigvis over og besøge ham i næste weekend <3

Jeg græder tit over at han er uhelbredelig syg og jeg er så bange for at miste ham. Han betyder så meget for mig og har gjort mig til den jeg er idag. Uden ham ved jeg virkelig ikke hvordan jeg skal komme videre med mit liv. Puha….. Det er ikke nemt for mig at skrive om det her…. Jeg har altid forestillet mig at han skulle føre mig op ad kirkegulvet (sammen med min biologiske far) og det at den mulighed måske ikke kommer, gør mig så ulykkelig. Jeg har stadigvæk et håb om at han går hen og bliver så rask, at han kunne være syg hjemme og nå at se Victor vokse op. Det håb vil altid være i mig!

Jeg vil slutte det her indlæg nu da det går for dybt ind og rammer mig til et punkt hvor jeg føler mig rigtig svag. Jeg håber at dette indlæg kan hjælpe dig derude, til at vide at du ikke er alene i denne situation – om det er en bedstemor, far, søster eller ven der er syg med cancer.