Jeg er ret imponeret

Som i alle sammen efterhånden ved, så blev Victor opereret igår. Han fik lagt dræn i begge ører. Da vi ankom til ørelægen skulle jeg lige udfylde nogle papir til anæstesilægen og så skulle han direkte ind. Han blev lagt på briksen med det samme, mens jeg holdte ham i den ene hånd puttede han masken for munden og næse på Victor. Han græd selvfølgelig, men jeg blev bare ved med at snakke til ham, fortælle ham hvor dygtig han var og at det snart var overstået. Lige pludselig siger anæstesilægen at nu sover han og at jeg godt kan gå ud nu. Jeg blev lidt forskrækket da han sagde det, for Victor lå med åbne øjne og jeg følte slet ikke at han sov. Da jeg slap hans arm faldt den bare pladask ned på briksen, det var virkelig ubehageligt at se. Mine tårer begyndte at fylde mine øjne op, så jeg skyndte mig bare ud – da jeg ikke syntes at det var et behageligt syn at se ham ligge helt livløs.

Lige så snart jeg kom ud ringede jeg til min mor og vi snakkede. Pludselig mens vi snakkede kom ørelægen ud og sagde at nu kunne jeg godt gå ind til ham igen. Det var sindssygt så hurtigt det tog. Jeg tjekkede min telefon og jeg havde kun talt i telefon med min mor i 7 MINUTTER!!!! Det er satme imponerende at det ikke tog længere tid. Da jeg kom ind til ham havde de lagt ham på en seng med en bamse, hvor han stadigvæk lå helt livløs. Ørelægen sagde til mig imens, at Victor havde haft rigtig meget væske i ørene, så det var sindssygt godt at vi fik det gjort. Da ørelægen gik ud fra værelset sad jeg bare og nussede og talte meget stille til ham. Han vågnede ca 5 min efter. Han var selvfølgelig ked af og kunne ikke helt finde ud af hvor han skulle gøre af sig selv. Da han vågnede lidt mere op gik vi ud i venteværelset og sad indtil min kæreste lige kiggede forbi. Han arbejder heldigvis lige ved siden af ørelægen, så det var dejligt at han lige kom forbi så han kunne være med til at trøste Victor. Han elsker sin far fortiden <3

Sekretæren sagde til mig at fordi jeg skulle køre alene med ham hjem, skulle jeg vente til han var helt frisk. Da det kunne være farligt hvis han ville kaste op i bilen og jeg ikke kunne hjælpe ham. Så vi tog det stille og roligt og en time efter tænkte jeg at det ville være ok at køre hjem. Da vi kom udenfor var nogle håndværkere igang med at bygge noget ovre på den anden side af vejen. Det kunne han høre og hans øjne blev straks store, samtidig med at han prøvede at lave en lang hals for at se hvad de lavede. Der gik det virkelig op for mig hvor dårligt han må have hørt. Turen hjem gik helt fint, han endte med at falde i søvn (selvom det kun er en tur på små 15 min). Selvom klokken kun var 10.30 tænkte jeg at jeg ville lade ham sove, da jeg syntes det ville være synd for ham at vække ham endnu en gang. Da han vågnede op fra sin lur var han bare sindssyg glad og ingen mén efter narkosen – det var såååå dejligt at se ham sådan.

Så alt ialt gik det perfekt. Jeg er så spændt på at se om hans sprogudvikling bare stiger med 100 km/t, nu hvor han kan høre <3

Jeg undskylder på forhånd det lidt uhyggelige billede af Victor. Men jeg tænkte at jeg ville vise jer hvilket syn jeg kom ind til efter operationen, derfor tog jeg hurtigt et billede af ham. Alle billederne er blevet taget samme dag, så man kan virkelig se en skøn udvikling af hans humør i løbet af dagen.