Lost

Lige om lidt er det 1 år siden!

IMG_6705-version-2

(Billedet er fra min fars bisættelse <3)

Puha, jeg har lidt svært ved at tale om det her emne – men det fylder rigtig meget i mit liv og hverdag fortiden. Den 12 Oktober er det præcis 1 år siden at min far (stedfar) gik bort og bare tanken om det er væmmeligt. Til dem af jer som har fulgt min blog fra starten, kender også hele forløbet med min far – da jeg skrev alt om det. Ugerne op til hans død, dagen han døde og bisættelsen. Jeg kan slet ikke forstå at tiden går så hurtigt og det skræmmer mig faktisk. Jeg føler stadigvæk at det var igår han gik bort! Den mand betød så meget for, så da jeg fik af vide at han blev syg med cancer gik hele min verden i stå. Jeg vidste hverken til eller fra, hvilket ben jeg skulle stå på og hvordan jeg/vi skulle tackle det.

Jeg kan ligeså tydeligt huske den dag han gik bort!! Jeg lå nemlig på hospitalet på det tidspunkt, fordi jeg dagen før var blevet kørt ned af min egen bil. Min mor ringede ca kl14.20 – og jeg vidste bare da hun ringede den dag, var for at fortælle mig at han var gået bort. Noget tid inde i min fars sygeforløb blev min mor og jeg enige om, at når tiden var inde, så ville hun kun ringe til mig og sige det. Dette skyldes at min mor også skulle ringe til 100 andre mennesker og overbringe nyheden. Så jeg sagde til hende at jeg selvfølgelig nok skulle viderebringe beskeden til mine søskende. Mens jeg lå alene på stuen (uden besøg af min kæreste og Victor) ringede min mor så. Hun fortalte at min far lige var gået bort ved at sove ind, mens hun sad ved hans side og holdte ham i hånden. Da hun ringede kan jeg faktisk ikke helt huske hvordan jeg reagerede, jeg kan bare huske følelsen af ekstrem tomhed strømme ind i min krop! Efter jeg havde snakket kort med min mor, ringede jeg til min lillesøster og storesøster bagefter. De blev selvfølgelig også sindssyg kede af det. Efter opkaldende til min søskende ringede jeg til min kæreste og græd helt vildt mens jeg fortalte ham hvad der var sket. Han skyndte sig selvfølgelig hen til mig på Hvidovre Hospital så han kunne være hos mig og trøste mig. Her lå jeg så i den skide hospitalsseng og kunne nærmest ingenting. Jeg kunne slet ikke støtte på mit ben, så jeg sad i en rullestol når jeg skulle rundt på hospitalet.

Så snart jeg fik opkaldet fra min mor tog jeg også fat i en sygeplejerske og satte dem ind i min situation. Faktisk så sagde jeg til hende at jeg var nød til at blive udskrevet, så jeg kunne komme på et fly til Jylland. Det var de først ikke meget for, da det kunne blive farligt for mig hvis mit ben hævede mere op. De sagde at de først skulle tage nogle blodprøver på mig, før de kunne fortælle mig om jeg måtte udskrives. Nogle timer senere kom der svar fra prøverne, den ene så god ud mens den anden var lidt svævende. Men de lod mig heldigvis smutte alligevel. I mellem tiden havde jeg talt med min storesøster så vi kunne få bestilt nogle flybilletter. Tænk at det hele lykkedes!!! Min lillesøster kørte til Jylland med vores moster da hun også skulle derover. Jeg kunne ikke overskue at køre i bil i 3,5 time med mit ben, så det takkede jeg pænt nej tak til. Desuden skulle jeg også holde mit ben i vejret så meget som muligt. Oven i det skulle jeg hele tiden måle det så jeg var sikker på at det ikke hævede mere op, for hvis det gjorde det, så skulle jeg direkte på hospitalet igen.

IMG_6749

Victor blev hjemme hos min kæreste så jeg kunne få lov til at komme over til min mor og sørge med hende uden at jeg også skulle være mor og syg i benet. Jeg var derovre i en uge, så vi var med til at høre hvordan bisættelsen skulle foregå osv. Dagen før han skulle bisættes kom min kæreste til Jylland for at han kunne være med. Victor blev passet hos sin farmor og farfar i et døgns tid. Min kæreste tog hjem igen samme dag bisættelsen blev holdt da han skulle hjem til Victor igen. Jeg tog hjem to-tre dage senere.

Grunden til at jeg syntes det er hårdt lige nu er også fordi, at siden min fars bisættelse har jeg ikke været “hjemme” i Jylland. Og nu har jeg lige bestilt to flybilletter til Victor og jeg, så vi skal derovre og besøge min mor i en weekend. Vi er faktisk i Jylland på selve 1 års dagen <3

Skærmbillede 2014-08-13 kl. 13.15.31

1 kommentar

  • elisabeth

    Er dit ben egentlig kommet sig 100% ? Det håber jeg da virkelig :smiley: Ved ikke om I skal ud og besøge din fars gravsted, men det kan faktisk være en rigtig god oplevelse, specielt på en smuk efterårsdag. Det gør det lettere at tænke, at ens afdøde kære sikkert også sidder og nyder dagen et sted deroppe :heart_eyes: Victor kommer vel sikkert også til at forstå meget mere af hvad der er sket, end han hidtil har gjort.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lost