Farvel Far

Idag skal min elskede far bisættes. Åh jeg har det så underligt i hele min krop! Føler at halvdelen af mit fundament er gledet fra hinanden, nu hvor han ikke er her mere. Der kører mange tanker og følelser rundt i kroppen på mig – og så alligevel føler jeg mit helt tom indeni. Jeg har lidt svært ved at beskrive den følelse jeg har.

For det første har jeg rigtig svært ved tanken om at jeg aldrig kommer til at se ham igen, det kan jeg simpelthen ikke forstå!! Jeg har det som om at han kan gå ind ad hoveddøren når som helst. Meget surrealistisk! For det andet så er jeg jo alligevel glad for at han endelig har fået fred nu. Når det ikke kunne være anderledes, så var det helt sikkert det bedste for ham. Ingen mennesker har fortjent at lide på den måde og bare ligge som en grøntsag som 48 årig. Det hører ikke hjemme nogen steder.
Til tider synes jeg virkelig at livet er så uretfærdig! Hvorfor lige ham? Han var ALTID glad, frisk og med på den værste. Han hjalp alle og var bare altid så positiv. Jeg synes jo selv at jeg har den sejeste far i hele verden. Han kunne danse elektrik boogie, hvor mange fædre kan lige det? Det har jeg aldrig blæret mig med siden barnsben.
Min far og jeg elskede at sidde og drikke en kold øl sammen mens vi hørte højt musik. Det er noget jeg for altid vil holde helt tæt ind til mit hjerte!

Jeg har valgt at jeg gerne vil holde tale for ham i kapellet idag. Jeg har skrevet en tale ned, læst den igennem hundrede gange – så nu håber jeg bare at jeg kan læse den op uden at græde. Tror vi bliver omkring 80 mennesker!! Så jeg er samtidig lidt nervøs. Men hvis det går galt, må jeg finde mig en som kan tage over for mig. Det vil jeg helst ikke have, så må bare prøve at suck it up!
Jeg vil slutte af nu. Kryds fingre for mig idag <3