Savnet bliver bare større og større!!

Jeg er lidt inde i en krise fortiden og den ligger dybt inde i min krop og sind….

Savnet til min far (stedfar) er blevet ret slemt. Meget større end jeg troede det var muligt det kunne blive. Jeg får helt et sug i maven når jeg tænker på at jeg aldrig kommer til at se ham igen. Jeg kan virkelig slet ikke forstå det! Ingen ord kan rigtigt beskrive hvordan jeg egentligt har det. Den 12 Marts er det allerede 5 måneder siden at han gik bort. Jeg føler at tiden går alt for stærkt i forhold til hvad jeg føler mig parat til. Kan ikke helt overskue at han snart har været væk i et halvt år!!

Faktisk har jeg heller ikke følt hans ‘ånd’ i et stykke tid nu og det gør mig trist. I en lang periode efter hans død følte jeg hele tiden at jeg kunne mærke ham og at Victor kunne se ham. Men Victor har ikke opført sig underligt eller vist tegn til at han kunne se ham, som han lidt plejer at gøre. Håber at han stadigvæk er her, men at det kun er pga jeg har så travlt fortiden at jeg ikke kan mærke ham. Ville ønske at jeg snart kunne møde ham i en drøm igen <3 Den ene gang jeg har mødt ham i en drøm var fantastisk og virkelig en stor bekræftelse for mig i forhold til, at han har det godt der hvor han er nu.

Nu hvor vi alligevel er inde i den åndelige verden minder det mig om at jeg snart må få gjort noget ved et besøg hos en clairvoyant. Det er et mega stort ønske jeg har, mest i håb om at jeg kan møde min far og evt. høre om han har noget han vil fortælle mig eller en besked jeg måske skal viderebringe til min mor eller søskende. Håber i hvert fald bare at han ved at jeg/vi har det godt, men at vi mangler ham i vores liv. Jeg er ikke i tvivl om at savnet altid vil være der og at jeg på et tidspunkt lærer at leve med det. Men lige nu virker det bare så urealistisk at tænke på! Det er også fordi at min far ikke var en gammel mand. Han blev fucking kun 48 år gammel!!!!! Det er jo ingen alder for satan…… Det er nok også derfor at det er så svært for mig at skulle acceptere tabet af ham. Jeg ved at jeg har en del jeg skal arbejde med og jeg tror også at jeg er klar til at tage kampen op – snart…

Peace out!

(Dette billede er fra i sommers da Victor og jeg var fløjet til Jylland for at besøge min far på hospicet. Og nej, jeg tvinger ikke victors arme tilbage! Han sad bare mega afslappende fordi vi gyngede imens billedet blev taget)